Om brugen af Twitter og Facebook

Denne lille historie ender med lidt opdaterede tanker om Twitter og Facebook, men starter med lidt historik. Så ingen Journalistisk vinkling af historien, så skip til bunden hvis du bare vil skimme konklussionerne.

Det hele startede med dette Tweet

 

Dette undrede mig, da det minder mere om sådan jeg bruger twitter, men da jeg ved @systenaddict har udviklet en del til Facebook kommer jeg med denne kommentar:

 

Lars svarer

 

Igen, det lyder som jeg har det med Twitter, og slet ikke som jeg har det med Facebook, så jeg kan ikke dy mig:

 

Heldigvis kommer der en forklaring fra Lars

 

Her anderkender Lars så en af Twitters grundlæggende mangler, nemlig muligheden for fordybning, og skriver så et glimrende blogindlæg. Læs der her

Om Facebookflowet

Nu har jeg aldrig selv brugt Facebook mere end max en gang om dagen, på nær i arbejdssammenhæng når jeg skulle ringe til folk jeg ikke kender, men jeg syntes ikke at Facebook har samme indbyggede behov for konstante tjek om der sker noget. Dette skyldes flere ting, dels (måske) dem jeg følger på Facebook kan have en anden sammensætning, og andre uudtalte krav til kommunikationen, men mere interessant (i denne sammenhæng) Facebooks måde at have et “anker” i debatterne, der er oftest en tydelig starter af debatten (ham/hun som du følger) og ligegyldigt hvornår man tjekker Facebook, kan man se heledialogen, som den ser ud pt. På Twitter er der også “tråde” men ofte svarer folk hinanden på tværs, store debatter for så mange deltagere at der ikke er plads til andet en namedropping. Og ofter starter flere en ny tråd op om samme debat, med deres egne statements.

Jeg har det så også som både Lars, og @systemaddict at de fleste updates fra Facebook er af en mere uformel og ikke vigtig natur og derfor nemt kan springes over. Invitationer til events og direkte beskeder overlever fint den dags tid som der nemt kan komme imellem.

Men Facebook ændrer sig. Jeg deltager nu i faglige grupper som har et andet indhold. Jeg følger flere og flere som jeg ellers kun kender fra twitter, så klicheen om Twitter som “faglig” og Facebook som Vennerne fra skolen bliver mere om mere utydelig. (for mig)

Om Twitterflowet

Lars skrive også at det er nemmere at få hele feedet med fra Twitter, og her bliver jeg lidt misundelig, og tror Lars måske bruge bedre apps eller har en anden følge strategi end mig, og at denne måske er bedre end min.

Min brug af twitter er mest pr tlf (iOS pt, men jeg skifter gerne) Jeg følger alle som skriver relativt fagligt interessant, folk som deltager i dialog, men er begyndt at unfollowe folk hvis deres (anderledes !) politiske holdninger spolerer mit humør. (det er noget skidt kun at lytte til dem man er enige med, men enkelte personer var for anstrengende at høre på)

Dette giver mig et mainflow som jeg, selv med alt for god tid, slet ikke kan følge slavisk. Det er herligt når jeg har noget ventetid, at have et hurtigt flow med konstant informationsflow, men jeg har droppet at få det hele med. Men da der er nogen som jeg MEGET gerne vil have alt med fra, bruger jeg en “privat” liste med meget få personer i. Listen er privat for ikke at støde nogen (uhhh som om)

Den eneste twitterklient som har en fornuftig understøttelse af disse lister er Tweetdeck (andre bud er velkomme) På iOS hiver tweetdeck ikke updates ind i baggrunden (æv) men sikkert godt for batteritiden. Men Jeg kan vælge at læse min “A-Liste” som det første jeg ser!

Problemet ved Kronologisk læsning

Problemet er så hvis man vil deltage i en samtale. Enten læser man tweets i rækkefølge (så får man dialogen i den række følge som dialogen faldt i) men så skal man vente med at svare på tweets til man har læst helt færdigt, og sker det mon nogen sinde? Men hvis man svarer på tweets som man læser dem i dette læseflow så sker det ofte at man svarer noget som alle andre allerede har sagt, måske endda bedre.

Problemet ved at læse seneste først

Hvis man læser seneste først, kan dialogen være svær at forstå, det oprindelige problem skal findes, og dialogens omdrejningspunk, og om dialogen er interessant skal lige lures. Man kan opleve at skrive noget andre har skrevet, men når man starter på læsningen, er dem man er i dialog med, stadig online, og man kan have en hurtigere dialog.

Opsummering

Jeg har det nok med Twitter som Lars og @systemaddict har haft det med Facebook, der er simpelthen mest værdi i Twitter hvis man er på hele tiden (pokkers!)

Heldigvis er alle på Twitter klar over præmisen acynkrone dialog, og sene, gentagne svar er helt ok!

Google Plus?

Jeg kunne jo godt lidt Google Wave da den havde elementer af Twitters ankerløse dialog, men dialogen sker jo hvor folk mødes, og det er tydeligvis stadig på Twitter.

Google Plus kunne være lidt af svaret på denne problematik, med dets Cirkler og andet smart, men der er stadig for stille, selvom dette hele tiden bliver bedre.

(mere om det når jeg tror på Google plus har fundet en plads)

PS

Hvorfor al den dokumentation i denne post?

Jo, lidt for at teste embeddet tweets fra Twitter, men også for at kunne brokker mig lidt over Twitters frakmenterede dialog.

Man kan få overblik over en streng i dialogen ved at klikke på “open” ved et tweet, men dette er kun på Computeren, og det er ofte ikke der jeg benytter Twitter.

 

Posted in Blog | Comments Off

Web Tech Kartel

Hov hvad er det for en top?

Jo jeg er simpelthen blevet inviteret med i et web tech kartel, det er godt selskab, så jeg må nedtone min google+ only strategi, og poste lidt mere her.

Læs mere om det fine selvskab og tankerne bag på Ask Hybels fine blog her: http://www.askhybel.dk/2011/12/web-tech-kartel/

Fik også opdateret til en ny version af wordpress, den er ret smooth på indersiden, ved ikke rigtigt om der er elementer som kan ses for brugerne?

 

 

Web Tech Kartel

Posted in Blog, Meta | Comments Off

Andre skriver om Apps og kommunerne

Jeg er naturligvis ikke ene om min bekymring, og her en post med links til andre som tage debatten op:

Christian Schwarz Lausten skriver I lommen på borgerne – mobilstrategier i det offentlige på http://digitaliser.dk som indeholder det gode råd: overvej om der er brug for en app?” Men henviser også til et fint framework til App-udvikling i det offentlige, som hans firma “ seismonaut selv har lavet.

Bjarne Tveskov har på digitalsyndikatet.dk Kommunale sites – Tiden er (kn)App Som perspektiverer lidt på problemerne med Apps som de kommer til at se ud, hvis kommunernes attitude omkring alle alle skal lave hver deres eget. Nævner som jeg Gentofte som eksempel.

 

Posted in Uncategorized | Comments Off

Prezi med inspiration til kommuner og forsyninger om computerspil

Her min Prezi presentation om Computerspil som formidling til kommuner og forsyninger.

Da jeg laver presentationer med meget lidt tekst på skærmen, kan den nok ikke forstås af andre end dem som var med… med mindre man ved det hele i forvejen. Men som reminder for mine pointer, og for de sjove billeder er her mit oplæg fra Tankegangs inspirationsseminar.

 

Posted in Apps, Blog, Game | Comments Off

Gentofte – giv et vink! website og apps

Gentofte er en af de kommuner som kan selv, og vil selv, og som også selv har økonomien til at yde en service som er bedre end gennemsnittet. Gentofte har over en årrække gjort meget ud af deres hjemmeside.

I forbindelse med seneste opdatering af Gentoftes kommunes hjemmeside, udviklede DIS/PLAY også en App hvis funtionalitet minder en del om “giv et praj

Appen hedder “Giv et vink” og findes til iOS og Android skal ikke direkte sammenlignes med “Giv et praj” men skal ses i sammenhæng med /vink siden på Gentofte kommunes hjemmeside.

På denne side kan man indberette driftsforstyrrelser ganske som i Appen,  via lidt drop down etc. Men her har man mulighed for at følge status på alle forstyrrelser, og få et overblik over hvor der sker hvad.

Giv et vink appen.

(screenshot lånt fra dkapps)

Appen har tydelig afsender, link til hjemmesiden, og en herlig “status” side hvor man kan se status på sine “vinks” Appen er bygget brugervenligt op, og man er med hele vejen. Men ser også lidt kedelig ud, ingen sjove udnyttelser af touchplatformen her.

Men hvordan klarer Gentoftes giv et vink sig så overfor det kommunegrænseuafhændige tilbud “giv et preg?

Bedre:

  1. Feedback og status I app
  2. Overblik på gentofte.dk/vink

Anderledes

  1. Lidt mere direkte og kedeligt layout af Apps. Men også mere intuitiv. “Giv et preg” starter direkte med at man skal tage et billede, og forklarer derefter hvad man skal indrapportere. “giv et vink” har derimod en forklarende startup skærm, hvorfra processen startes.

Skidt:

  1. Apps og hjemmesiden har afsenderfokus, det er underforstået at borgerne kender til løsningen, og at de derfor enten går på kommunens hjemmeside via computeren, eller søger i Appstore på en app som kan hjælpe.
  2. Der er ingen mobil detektion af mobil adgang på gentofte.dk/vink som kunne henvise til apps. Og siden har ingen mobil egnet visning. OOOOg der er slet ikke nævnt at der findes en app, på websiden.
  3. Appen virker KUN indenfor kommunens grænser

Alt i alt, er “giv et vink” en bedre løsning for Gentofte kommunes borgere end den generelle “giv et praj”. Muligheden for at have “status” på indberetninger er god, men måske ikke helt åben nok for dialog. Oversigts funktionen på hjemmesiden er også imponerende, om end måske ikke rigtigt et brugerbehov.

Men Gentofte står overfor et problem med at udbrede denne app. Vil borgerne have en “app” på deres telefons skrivebord med en så begrænset funktionalitet? Eller vil man “hente” den on the spot, hvis man ser noget? Gentofte kommune henviser ikke til eksistensen på deres webside, som til gengæld ikke er mobilvenlig.

Jeg savner meget en webapp version, og ville naturligvis gerne have denne udbredt udover kommunegrænserne. Hint: givetvink.dk er ubenyttet domæne hosted af dandomain.dk, og givetvink.nu er slet ikke i brug.

 

 

Posted in Apps, Blog | Comments Off

Uffe Elbæk om Computerspilbranchen

Kulturminister: Uffe Elbæk  “Spiludvikling er en branche med stort vækstpotentiale. Vi bør støtte den som alle andre kunstformer og derigennem sikre udviklingen af spiltilbud af høj kvalitet”

Det lyder da ret godt! (så de vil sikkert bare beholde NDS spilordningen, suk) Han skriver dette her: http://www.denradikaleuffe.dk/wp-content/uploads/Kulturens_-Marshall_-Plan_Lang.pdf (PDF advarsel)

Han hedder @uffeelbaek på twitter, men syntes ikke at bruge det til dialog, men kun som endnu en reklamesøjle, æv!

h
Posted in Blog, Game | Comments Off

Giv et Praj (Kommuner og apps #1)

Der er ikke sket meget på bloggen her de sidste 6 måneder, fordi jeg har siddet i en midlertidig stilling på kommunikationsbureauet Tankegang.

Stikket til bloggen har været hevet helt ud pga lidt opdaterings problemer, og arbejdet med at sætte en ny op har været forsinket af overvejelser om at gå over til Google Plus som blogging værktøj. Dette vil jeg nok stadig, men der er nogle problemer mellem public beskeder og cirkler, så dette vente til at Google plus engang måske bliver klar.

Min tid hos Tankegang har betydet at jeg har gjort mig en del tanker omkring Kommuner og apps. Dette er derfor det første blogindlæg om Apps til Kommunerne.

Intergraph har udviklet App’en “Giv en Praj” http://www.intergraph.com/global/dk/news/GivEtPraj.aspx

 

Oplevelsen/behovet/begæret for borgerne.

Borgerne kan uden at kende noget til kommunen, organisationen, eller modtagerne af informationerne, give et praj, om at her skal der gøres noget, Appen sender så informationen til den rette myndighed.

Appen starter med muligheden for at tage et billede, når dette er gjort skal man så vælge hvad kategori af problem der er tale om, og man kan så skrive kort  hvad det drejer sig om med lidt tekst. Herefter er det bare at trykke på send!

og så bede..

Der er nemlig ingen mulighed for returvej, ingen mobilnumre bliver sendt med, eller email adresser og det er meget individuelt om de enkelte kommuner VIL modtage disse informationer.

Dette er et ok forsøg fra Intergraph på at tage udgangspunkt i borgerne og lave kommunikationen udfra dem, for borgerne er det egentligt helt ligegyldigt hvilken myndighed, hvilken kommune, hvilken afdeling i kommunen som skal gøre noget ved sagen. Borgen yder en service, og skal ikke opleve den mentale friktion at skulle forholde sig til diverse organisations diagrammer, for blot at gøre os alle en tjeneste.

Situationen er desværre ikke så simpel set fra kommunerne (og her er der naturligvis meget forskel på de forskellige kommuner, så tilgiv mine generaliseringer)

Her en tænkt liste af problemer som jeg har oplevet at kommuner kan have med en sådan app:

  • Kommunen er ikke synlig i appen, ingen branding mulighed
  • Appen taler ikke med de systemer som kommunen selv har bygget, og den mail som kommer fra Appen, vil derfor medføre arbejde for en medarbejder, som skal flytte informationen fra mail over til d.v.s.  administrations systemer.
  • Appen efterlader ingen mulighed for feedback. (nogen gange er det brugeren selv som skal gøre noget)

En af mine fordomme om kommuner er følgende:
Kommuner lever og ånder for at deres services skal være forskellige fra kommune til kommune, for ellers kunne det jo lige så godt være staten som varetog denne tjeneste.

Intergraph har klogt nok valgt at borgerne skal have denne app gratis, (det er jo Borgerne som hjælper Kommunerne) og har derfor det alvorlige problem at de gerne vil sælge produktet til kommunerne.

Og hvis Appen skal virke ligegyldigt om kommunen betaler eller ej, hvad ER der så at tilbyde? -Kun hvordan at kommunen modtager informationen. Og tilbuddet er derfor at kommunen kan tegne abebonement på at modtage data i nogle bestemte webservice formater.

Intergraph har så følgende problemer:

  • Kommunerne kan IKKE brande sig med produktet
  • Integrationen er stadig ikke helt på plads, og der skal bygges special dimser mellem den enkelte kommunes specifikke system og Appen.
  • Stadig ingen returvej
Produktet er rigtigt godt tænkt, og jeg håber sku ikke at “Gentofte løsningen” vinder, men mere om den løsning i næste indlæg. Og endnu senere kikker jeg så om Apps only nu også er den “rette løsning”

Appen har hjemme siden http://givetpraj.nu/

 

 

 

 

Lidt om denne app og andet fra Digitaliseringskonferencen : http://video.dd11.dk/video.php?tab=demand&autoload=28

 

 

 

 

 

 

Posted in Apps, Blog | Comments Off

Det er svært at læse “tonen”

Jeg læste engang at man skulle passe på med at bruge ironi, humor eller tilsvarrende mellem linierne kommunikation i emails! Der skulle efter sigende statistisk være større chance for at blive misforstået end for at blive forstået rigtigt. (men husk at 72.3 % af alle tal som bliver henvist til i forbindelse med statestik er opfundet på stedet ;) )

I denne uge så vi (på twitter) to eksempler på dette:

20110420-101909.jpg

Mette Frederiksen som tror at Rokokoposten har fabrikeret falsk nyhedshistorie om S og SFs politik, hvor der kun var tale om satire. Modstandere ser naturligvis dette som et tegn på manglende humoristisk sans fra hendes side.

Nu kender jeg hende ikke personligt og kan derfor ikke udtale mig om hendes eventuelle humoristiske sans, men det er tydeligt at hun IKKE kender konteksten, eller her sitet, og hvis ikke det bare var en facebook update, at hun burde have undersøgt denne kontekst før hun udtalte sig om historien.
btw er det bare mig som kan mærke en højredrejet tone i Rokokopostens satire? Gøres der nar af? eller bliver der lavet fis med her? Måske en tone som er endnu tydeligere hvis man selv er ofret (eller ens mærkesager er)

Alt i alt en historie som kun bliver til noget fordi nogen har en politisk agenda omkring hendes personlighed. Sandt hun BURDE kunne have læst den satiriske tone, men dette er egentligt kun et kompliment for artiklen som hun reagerer på, den er åbenbrt skrevet så man godt, at man kan tage den for gode varer. Hvilket gør at den virker i sit budskab, man skal tænke at historien lige så godt kunne være sand.

Men Mette Frederiksen er IKKE journalist, og hendes holdning ikke publiceret på andet end hendes Facebook profil. Dette er så ikke tilfældet for ugens anden misforståelse nemlig Ekstrabladets historie om Filosoffer som vedligeholder en onani positiv liste.

Dette er ikke en nyhed, men satire...

(http://ekstrabladet.dk/nationen/article1540536.ece )

Historien stammer fra The Onion (link ) , og man har svært ved at forestille sig at Ekstrabladets journalist ikke har været klar over historiens humoristiske ophav. (historien er rette lidt til nu, så det faktisk fremgår for dem som faktisk læser det med småt i Avisen)

Men igen artiklere er skrevet så det lige så godt kunne være sandt! Det er historiens indhold og (den oprindelige) kontekst som gør teksten sjov!
Jeg må indrømme at første gang jeg så en henvisning til artiklen på Ekstra bladet troede jeg på artiklen, som jeg dog kun sporadisk skimmede, og det var først senere twits som afslørede historiens ophav.
Ret pinligt for Ekstra Bladet, og det er historier som disse som er med til at få tiltroen til nyhedsmedierne til at synke så dybt at politikerne ikke længere kan skildne satire fra alvorligt mente artikler.

Når jeg kikker ned over denne tekst på min telefon, med begyndende krampe i min tommelfinger, slår det mig at det kunne forstås som om at jeg er imod dobbelttydige tekster eller satire, og intet kunne være mere forkert! Vi skal bare være klar over at disse misforståelser sker, og sikre os klart og tydeligt sprog i emails som ikke må kunne miaforstås. Men nu er dette jo ikke en email, så mon ikke du som læser forstår hvad jeg mener?

btw gode tider for satirikerne

(skrevet fra min telefon så beklager dumme links slåfejl stavefejl(?) osv)

Posted in Blog | Tagged | Comments Off

Livvagterne Spillet : post mortem

Livvagterne spillet
Livvagterne spillet

Livvagterne er en DR Drama TV serie, og i den forbindelse udviklede PressPlay et spil kaldet Livvagterne spilet. Spillet kan spilles her, og herunder er en Post Mortem over spillet, hvorfor det blev som det blev!

Iidt om tværmedialitet

Både i MEDIA (EUs støtte ordning) og med den seneste PIXELJAM (på Vallekilde højskole) er der fokus på at skabe tværmedialitet, eller med newspeak “transmedia” det er nemlig ikke længere smart at kalde det for tværmedielt! Teorien, og tankerne er ellers de samme som dengang hvor det var smart at tale om tværmedialitet.

Grundlæggende er der tale om at gennemtænke hele fødekæden, med spil, film, serier, tegneserier og merchandise igennem inden man starter på nogle af de enkelte mediers produktioner. Håbet er så at få et helstøbt univers som slår igennem på alle platformene og giver et konsistent og helstøbt udtryk.

Det er skete med de tværmedielle produkter i 90′erne og senere var at de enten ikke slog igennem (disse produkter husker vi ikke idag) eller også var bygget op om EN succes på et medie som så ofte sjusket blev oversat til andre medier.

Spøjst nok er der nogle sjove tendenser for disse oversættelser!

  • god tegneserie/bog bliver ofte ganske fint oversat til film, selvom der går noget tabt, og de rigtige fans altid har noget at brokke sig over (f.eks. LOTR) Der er altid ting som må ændres i fortællingen for at historien virker i forskellige medier, med hensyn til tempo, antal af bifigurer etc.
  • Film til bøger/tegneserier er derimod ofte mere tro mod film oplægget og virker ofte som ringe bøger og tegneserier.
  • Spil til film er nærmest en joke, og er oftest de næsten rå Hollywood skabeloner, kun lige med spillets scenerier og hovedpersoner sat ind. Og omvendt er film til spil også ofte scenerier og hovedpersoner sat ind i simple spilskabeloner. De eneste vellykkede eksempler er spil som har et ironisk/humoristisk forhold til de film de er bygget over, og hvor spillet i højgrad benytter sig af historiens elementer som spilmekanik. Alle Legospillene fra Traveling Tales folkene er gode eksempler på dette, og spøjst nok er deres to værste LEGO spil, Lego Battle og Lego Rockstar ikke bundet op på nogle film franchise, men er LEGO’fiseringer af andre spilgenrer, hvilket åbenbart ikke er gør noget for firmaets kreativitet! Måske netop fordi udviklerne ikke har skullet tilføje nogle gameplay elementer, men har kunnet bruge nogle spilskabeloner helt uden at tilføje andet end LEGO figurer.

I min tid som Spil redaktør på DR arbejdede jeg med 3 overordnede kategorier for spil (fra DR) Newsgames (Se slideshow om dem her) spil som udvider DRs universer (f.eks Store Nørd Spillet) og Danske traditions understøttende spil ( gækkebrev)

Spil som udvider DRs universer er så netop eksempler på tværmedielle produkter som oftest har et hovedprodukt TV og så net (og nogen gange Radio og TTV) som biprodukter. Nogle gange har spil/web universet været tænkt med fra starten, som eks Barda spillet, Og nogen gange har produktionen af udsendelser fulgt spil produktionen (store nørd spillet)

Størst og mest ambitiøst af disse spil er Livvagterne og dette skriv kan ses som en post mortem på dette spil.

Livvagterne spillet

Det første år jeg var spilredaktør, havde jeg lidt penge som ikke var bundet op på drift og udvikling af succeser som Manager spil, og Pakkelegen. Disse valgte jeg skulle bruges på at opbygge en social backend til spil, og en stor spilsatsning. Da Dramas store satsning året efter var Livvagterne var dette er nemt valg, en dramatisk setting med pistoler og eksplosioner, skulle være til at lave et spil over.

Typisk for DR er at skæve til hvad BBC gør sig af erfaringer, og på dette tidspunkt havde BBC Robin Hood spil og et Spooks Spil.

Robin Hood

screenshot fra BBCs Robin Hood Spil
BBCs Robin Hood spil (som set på DR også)

Ikke det vilde budget, men god finish på kendte simple spilgenrer.

Stor bruger succes, også efter serien, og imellem sæsoner.

Spooks

Screenshot fra BBC spooks game
Screenshot fra BBC spooks game

Meget ambitiøst, med optagelser af skuespillerne i kulisserne, skræddersyede unikke minigames til hvert afsnit, og en meget poleret finish.

Ikke nogen synderlig succes, flest i starten, men så hurtigt drop til et meget lavt niveau. (kan ikke huske procentsatsen, men det var ikke højt)

Den ansvarlige på BBC var ikke ved situationen, men lovede at det ikke var slut med at lave ambitiøse eksperimenter. Det var tydeligt at Robin Hood spillene ikke lå hendes hjerte tæt.

Konklusionen blev at det ville blive dyrt og meget risikabelt at lave en Dansk udgave af Spooks spillet, dels er optagelserne med skuespillerne dyre og ville hurtigt sluge hele budgettet til spillet, dels krævede denne type spil at der blev udviklet mange små spil, som dels skulle være udfordrerne, men ikke være så svære at man løbende sorter flere og flere spillere fra. I stedet blev forsøget at lave en variant af Real Time Strategy spilgenren hvor der blev taget hensyn til de mekanikker som livvagternes univers havde. Pointen var den at tage en eksisterende genre, og variere denne lidt for at bibeholde genkendelighed og samtidig tilføje nyskabelse og unikhed. Samtidig ville det at udvikle en speciel type spil, have den fordel at man kunne satse på at lave baner over denne skabelon, frem for at opfinde et mini spil til hvert afsnit.

Valg af udvikler:

Valget af udviklet faldt på PressPlay, som med Store Nørd spillet havde bevist at de kunne tage nogle af de nyeste seje features (2D Box som nu er kendt som enginen bag Angry Birds) som flash havde, og bruge disse til at lave TV relaterede spil, som grundlæggende var bygget over en kendt spil skabelon, men stadig tilføjer genren noget nyt. Altså perfekt til at løfte opgaven med livvagterne.

Tværmedielt, eller transmedielt eller noget helt andet?

Problem nr 1 var så i hvor høj grad at spillets univers skulle være i synk med TV seriens. Vi havde flere modeller oppe:

  1. Spillet er virkeligt i fiktionen: vi forstiller os at vi optager hvordan livvagterne bruger spillet som en slags øvelse for livvagter i selve TV serien. Dette vil give spillet en legimentet i forhold til TVseriens univers, og vi havde alle med på ideen fra udviklere til TV produceren. Problemet er at spillet så IKKE kunne bruge de karakterer (andet end træneren, som jo kunne stå bag programmet) og at spillets setup skulle være test og ikke virkelighed, hvilket vi endte op med at vurdere simpelthen ville gøre spillet for kedeligt, og uvedkommende. Der ville ikke være noget på spil!.
  2. Spillet som et afsnit mellem to sæsoner: Spillet skulle så launches i enden på sidste afsnit i første sæson, og så omhandle hvad livvagterne kom igennem, imellem sæson 1 og 2. Fordelene ville være at give fans noget at foretage sig mellem sæsonerne, og når den nye sæson startede, skulle Tv serien starte med nogle henvisninger til handlingen i spillet, og outspeak skulle fortælle at man kunne opleve handlingen i spillet. Dette er nok den model jeg helst ville have fortsat med, men der var et pres på at Livvagterne universet, og websitet skulle starte med et brag, og selvom vi overvejede at genoplive denne idet, med en tilpasset version efter første TV sæson, blev dette desværre heller ikke til noget, da pengene til dette spil, havde fundet et andet mere potentielt projekt (H:A:S:H spillet? det er vist en helt anden historie)
  3. Genbrug af personer og konflikt senarier, men med fokus på hvad som virker i et spil, og uden særlig skelen til det konkrete handlingsforløb i serien. Ikke den mest transmedielle vinkel, men en erkendelse af at der er ting som virker på spil, og at dette ikke nødvendigvis er det samme som virker andre steder. Dette er den model som vi endte op med, og en af de fordele der var med modellen, var at udviklerne kunne koncentrere sig om andre, måske endnu vigtigere problemer.

Strategispil i flash?

Den grundlæggende ide var at livvagtene spillet skulle være et strategispil, hvor man skulle undgå at nogen døde, imens man skulle stå for en persontransport fra Punkt A til Punkt B, genre messigt en variation til strategispil som minder lidt om tower defence, og som også er set som missioner i andre strategispil. Problemet var så at næsten alle.. (alle?) strategispil benytter højremusseknap som en vigtig det af gameplayet, netop den højreknap som flash har valgt SKAL være en popopmenu, med obligatoriske flashinformations valgmuligheder. En kombination som gør at der skulle opfindes en alternativ “alternativ” funktion knap. Denne funktion skal så dels forklares så alle er med, dels være så praktisk i brug at det ikke ødelægger flow i spillet.

hvordan man styrer i Livvagterne
hvordan man styrer i Livvagterne

Det ser således ud:

popup med valgmuligheder
Popup med tilgængelige valgmuligheder

Dette var en interessant udviklingsproces, og det tog rigtigt mange iterationer, og selvom det faktisk lykkedes godt, var det en tidssluger!

Spil og Medieforsking

Vi valgte nemlig at benytte DRs medieforskning til løbende at vurdere interface og spil. Spil er grundlæggende anderledes at teste end almindelige hjemmesider. Det gælder netop IKKE om hurtigst muligt at komme fra A til B, som ville give nogle meget korte, og utilfredsstillende spil, (you win) Men man skal derimod være meget klar over hvad som skal være svært/udfordrende og hvad skal være intuitivt og gennemsigtigt. I dette spil, skulle styring helst ikke være selve gameplay, men være intuitivt og så lidt i vejen som muligt.

Vi testede med en todelt proces, dels med hvad Will Wright kalder Klinex test, hyppige test med tilfældige mennesker som kunne tænkes at ville udvide en tv-oplevelse, men kun en test på hver person, så der ikke var chance for at disse testere lærte spillet at kende, dels test med “hardcore” gamere, som fik lov til at prøve spillet flere gange, og følge spillet løbende.

Dette var noget af en udviklings opgave for DRs medieforskning, da al syntaks og dialog med udviklerne var ukendt land, men selvom at det var ukendt land, blev udbyttet fint, om end dog langsommere end en optimeret proces kunne blive.

Livvagternes game mechanics

For at spillet skulle blive en forlængelse (eller skulle transendere..) TV serien, skulle de Livvagterne specifikke game mecanics på plads.

Af Livvagternes opgaver som rekonisering af lokationer, bodyguard /vagt opgaver og persontransport, var det selve persontransporten som egnede sig bedst til at blive spillet. Derfor endte spillet med at være en emulering af denne del af arbejdsopgaverne. Spillet giver således mulighed for at lave samme følgeformation som man benytter i virkeligheden, og de enkelte figurer har så også tilsvarende muligheder for at skærme af for publikum med hænderne og, hvad spillet så straffer med points, at skyde. De enkelte personer har lidt forskellig stats som man kan mundre sig med at kikke til, og kan pauses med “mellemrum” for at opnå en mere strategisk fornemmelse.

Hvad gik galt?

En delmængde af en delmængde

En hel fornuftig del af den Danske Befolkning blev forudset til at ville følge serien på TV, af dem ville måske højst 10% gide at gå på nettet for at få uddybet deres oplevelser, af dem, var det nok endnu mindre som var klar til at tage en pause (som spil jo ofte bliver set som) og decideret spillet et spil, og hvor mange af dem ville egentlig gide netop strategispil? selvom det er en udbredt genre, er det ikke en stor del af befolkningen som sådan, som spiller strategispil.
Vi har altså tale om en tyndskive som er tilbage, men pointen var så at dem som fik spillet så skulle udbrede spillet til venner og bekendte fordi at spillet var sjovt, og i det univers som der blev talt om.
Udvikling:
Uden at ville hænge PressPlay ud, blev der brugt mange ressourcer i starten af forløbet på at lave research om emnet, hvor jeg nok helst ville have set mange hurtige prototyper som kunne virke som “proof of concept” på at spillet kunne blive sjovt. Spillet blev meget ligesom vi havde forstillet os, selvom vi så havde forstillet os at det ville være sjovere at spille!
Jeg var måske for ivrig på at spillet benyttede den seneste mulighed for 3D i flash, som jeg syntes gav “De Sorte Spejdere spillet” sin kant.
Markedsføring:
Jeg så mest TV serien som markedsføring for mit spil, og i den henseende var det en totalt kikset markedsføring! TV folkene så spillet som en markedsføring af TV Serien, og ville derfor helst have at Spillet startede før TV serien.
Spillet blev lanceret i halen på Pakkeleg i den sidste mail til alle spillerne, og denne del var en stor succes, her peaker brugen af spillet, og her kommer der mest brok/ros, men det er også markedsføring lige til en målgruppe som 1) gerne vil spille 2) har juleferie 3) netop sidder ved computeren og har tid.
Spillet kommer på forsiden af dr.dk hvilket meget typisk giver ca 5000 brugere om ugen
Da TV seriens første afsnit så slutter, er der tale om DRs mest attraktive spottidspunkt, og den stakkels speaker skal nå at få presset ind at der også er et spil. Det blev på intet tidspunkt accepteret at spotte for spillet med en lille video, da seerne helst skulle holdes på DRs broardcast kanaler. Effekten af at være nævnt i TV var ikke til af få øje på, selv da speakeren gjorde et rigtigt godt stykke arbejde, og nævnte hans egen highscore, med en udfordring til seerne som at slå denne.
Noget som kunne have gjort produktet mere synligt, var hvis spillet var pakket ind sammen med noget video optaget specielt til spillet, men som gav en øjenåbner præsentation af spillet, og som kunne gøre sig godt i et TV spot for spillet.

Hvad gik godt?

I al hemmelighed fik vi tilføjet endnu en variant på Realtime Strategi genren, fik løst problemet for Strategispil med den manglende højreknaps mulighed i flash (heldigvis kan man i Unity3D) Hvis flere så havde oplevet dette ville det være noget at være rigtigt stolt af.

Posted in Blog | Tagged , , , | Comments Off

Den gyldne regl inden for kunst og videnskab

Så fik jeg lov til at opleve DGA11 live, og tak til Thomas for billetterne, og selvom det mest var hvad man kunne forvente, så her lige en kort opsummering.

En lang række udenlandske spiludviklere vandt næsten alle kategorier (på nær bedste Danske spil) og frem på scenen, kom unavngivne Danskere som stolt tog imod, og hvis de var rigtigt gode til at stå frem på scenen, godt kunne takke Danskerene for at købe netop dette spil.

Man kunne godt savne begrundelser
Man kunne godt savne at se Limbo vinde en kategori som ikke udelukker de store udenlandske konkurrenter
Man kunne godt savne et mere nuanceret billede af gameren
Man kunne godt savne at det var udviklere som modtog priserne og ikke destributørerne

Men det var tydeligt at flertallet i salen, havde det RIGTIGT sjovt, jeg har ikke hørt så meget (umotiveret) råben og skrigen siden fester på DR hvor TV folket tydeligvis havde en god ide om hvorledes publikum skal opføre sig.

Og med de sponsorer som var på eventet, var det vel også rimeligt at de selv vandt noget..

Som den “Gyldne Regl” er indenfor kunst og videnskab dikterer: Den som har guldet laver reglerne.

Posted in Blog | Comments Off